Landstedet omfatter 4 hektar jord, direkte grænsende ned til floden Orb i hjertet af Naturparken for Haut Languedoc. Denne ’middelhavshave’ er naturligt opdelt i tre områder med hver deres form for planteliv: Blomster- og duftehaven, frugtplantagen i terasser og den originale garrigue.
Blomster- og dufthaven nærmest hovedhus, swimmingpool, mølle og legeplads indeholder bede, stier, terrasser og afsatser med duftende eksotiske middelhavsplanter og -blomster, såsom mimose, blåregn, nerium, jasminer, roser, liljer, kaprifolier og lavendel i massevis. Desuden findes der, ofte vildtvoksende, krydderurter som rosemarin, timian, mynte og ruculasalat.
Frugtplantagen findes længere væk, overskygget af ejendommens majestætiske vartegn, det flere hunderede år gamle pinje- eller parasoltræ. Den er som overalt i området anlagt i terrasser med oliven, mandel, trøffeleg, figen, appelsin, kirsebær, abrikos og fersken og andre lokale specialiteter som vindruer og kapers.
Den originale garrigue (Middelhavsvegetation) er bevaret i ejendommens yderområder, der er naturligt afgrænset af Orb-floden og små vandløb, der springer frem af klippegrunden. Vegetationen omfatter vildtvoksende skyggefulde stedsegrønne egetræer, figen, enebær, kaktus og andre succulenter og stenbundsplanter.
Haven indeholder også en særdeles mangfoldig fauna. Den er rig på alt fra sangfugle i alle størrelser, former og farver, summende honningbier og fløjtende cikader, til fisk og frøer, der boltrer sig i floden, og lydløse flagermus og natugler.
|